Solsorten kvidrer stædigt videre, skønt grenen den sidder på er dynget med vand efter skybruddet. Dens fjerdragt er sikkert både kold og fugtig og dog synes den glad, ja nærmest overstadig! Vinden er aftaget en smule og pytterne svinder langsomt ned til grundvandet. På græsset er legetøjet blevet forladt i hast og ligger spøgelsesagtigt og længes efter barnehænder til at fortsætte eventyret. Men nu sover børnene og mørket er langsom ved at tage over.
Den sorte kat ligger rullet sammen på mit skød og smasker veltilfreds, mens hans bror miaver udenfor vinduet for at komme ind og få tørret poterne. Missen må vente lidt endnu, for nu har roen sinket sig i hjemmet…
Jeg hører hosten fra et af værelserne, de har alle fået en snue med i den lumske forsommer. Værst er det igen for lillemanden. Storesøster er også hårdt ramt og jeg venter at kunne finde en høj temperatur hos dem begge i morgen. Mellemstemanden klarer det bedre, men han troede nærmest at han forulykkede, hvis regndråberne ramte hans gummistøvler og regnjakke.
Når jeg sidder her i stilheden, med en enkel lampe tændt, finder jeg inspiration til at skrive…
Tænker på min veninde. Hun fortalte mig for nyligt at hun venter sit andet barn. Og i dag fik jeg en kort besked fra hende. Hun har mistet sin elskede far og sin onkel. De blev fundet druknet. Jeg er nærmest i chok, verden er uretfærdig!
Størstedelen af mine nærmeste venner har mistet en forælder… Desværre er det jo sådan livet går, altid mod en ende og nogle gange kommer den bare alt for tidligt.
Dedikeret til: Mitte, Anne-Kristin, Anja, Maria, min søster og mig selv… Efter regnen kvidrer solsorten igen!
