torsdag den 18. august 2011

Luk op for skatten!



Landets kommuner har fået til opgave at spare ca. 10 % af deres samlede forbrug og de fleste har fundet på at lade det gå ud over de små – dem som samfundet er afhængig af for at kunne fortsætte… Kom, lad os lukke nogle af de små skoler og centralisere hér og sammenlægge børnehaver dér! For dét skal da helt sikkert gavne i den lange ende! Eller i hvis’ ende!? For er det ikke netop de tidlige indsatser vi har forsøgt at få igennem de seneste år? Er det ikke netop tid og personlig udvikling for den enkelte vi har fået prædiket om på de pædagogiske uddannelser, den såkaldte individualisering som skulle fremmes ved differentiering..? Ja, fine ord er der jo masser af, og det handler jo også bare om effektivisering og omstrukturering, ikke!? De store politikere mener at det samme arbejde nemt kan lægges på færre skuldre, selvom børnetallet øges det enkelte sted. Og så kan vi spare en stilling her og der og alle vegne, og samtidig bliver de få tilbageværende offentligt ansatte sygemeldte pga. stress og præstationsangst, og dernæst bliver der endnu færre til at trække læsset, for vikaren skulle også spares væk!



Så luk dog op for skatten!!! Det er ikke kun til fordel for privatpersonen, for selv de store virksomheders direktører har vel børn i familien. Eller måske har de en mor, der har brug for hjemmehjælp eller en sygdom, der kræver hjælp fra sygesektoren. Ja, vi vil gerne spytte lidt ekstra i kassen, for vi kan godt se, hvor dette fører hen! Det er helt til grin og det er på tide, vi får åbnet de små øjne øverst oppe. Samfundet går i stå, for hvem vil sætte børn i verden, når den bolig man har råd til at bo i, ligger 20 km fra skolen. Og hvis man vælger den private nede af vejen, er prisen jo uanset den samme.

Men nu er vi allerede erfaringen rigere, vi behøver ikke at eksperimentere mere! Det handler om vores velfærd, som vi her i landet har været så glade for og andre lande misunder os for. Det handler om samfundets fortsatte beståen, et samfund som i første omgang blev anlagt under den røde fane – et samfund i fællesskabets ånd. Vi mærker som private personer dette fællesskab spire og gro, netop i disse krisetider og vi mærker en enighed blå og røde mænd i mellem. Vi vil i fællesskab bidrage til samfundets udvikling og videre beståen! Og skal det gøres med et lille greb i lommen, ser det ud til at flertallet er villige til netop det…



tirsdag den 2. august 2011

Religion + politik = samfundet?

Er det ikke på tide, at vi én gang for alle får skilt samfund og kirke? Ja, kirken – religionen i de forskellige lande - har nok været med til at danne den kulturelle grundholdning, men i en tid hvor verden for hver dag bliver mindre og mindre, får vi mere og mere kendskab til andre kulturer, som også har grund i en religion. Ofte en religion vi ikke kender så meget til. Den teknologiske videnskab gør, at vi kommer nærmere hinanden i verden, vi har lettere ved at komme fra A til B, både fysisk og via internettet. Manges øjne bliver åbne for andre etniske mennesker og samfund og her kan vi lære af hinanden og om hinanden og gøre dette til brugbar viden i forhold til vores menneske- og samfundssyn. Men det kræver at vi hver især tager skyklapperne af og ikke kun tænker på vores egen levemåde som den eneste rigtige.

Religion er noget man kan vælge at tro på. Det er et personligt anliggende, som ikke bør føres ind i grundloven. Hvorfor skal et lands biologiske forfædre og efterkommere, være ene om at bestemme reglerne i en verden med åbne grænser? Det gamle ordsprog ”skik følge eller land fly” hører ingen steder hjemme i en multikulturel verden.

Når et politisk parti udmelder deres hjertesager, gør de det ud fra deres menneskesyn og deres idé om, hvordan et samfund skal fungere. Disse tanker kommer fra deres opvækst og opdragelse, eller måske mangel på samme. De er opvokset med forskellige værdier, som kunne udspringe fra en religion. En fortolkning af en religion, som ikke nødvendigvis stemmer overens med andre religioner. Men ingen bør lade sig føre af en religion. Jeg taler her om religioner generelt. Og igen vil jeg påpege, at religion er et personligt anliggende, som man kan vælge at tro på. Man kan vælge at tro på en del af religionen eller tage hele pakken. Men man kan også vælge at tage det bedste livssyn, som alle religioner egentlig har i en eller anden formulering… Elsk din næste! Eller i hvert fald bare: Tag hensyn til dine medmennesker, vis hensyn, empati og sympati. For vi har alle ret til at være her, uanset af hvilken grund vi er her.

Jeg taler til folket over hele linjen. Jeg taler til de troende, som lader sig forføre af et religiøst budskab, som egentlig bare skal være hos dem selv. Jeg taler også til de antitroende, som nægter at sætte sig ind i andres synspunkter. Jeg taler til dem, som ikke anerkender vores verden, som den ser ud i dag. Med åbne grænser, om end måske bare i cyberspace. En multikulturel verden, som giver os muligheder for at lære nyt, om os selv og om andre. Det er ikke farligt at involvere sig i andre mennesker og deres kultur. Men det kan i allerhøjeste grad være nyttigt at åbne øjnene for det selv samme.

Engang var der en mand fra mellemøsten, der ville vende hele Europas tro. De skulle nu være kristne. Før havde man troet på de græske guder, den romerske religion, nordisk mytologi osv. Og hele Europa blev kristnede. Det nye ord – som vel næppe kan kaldes et anerkendt ord – islamisering, er opfundet af de omvendte kristne. Pas på! Nu kommer muslimerne og vil omvende os igen!!! Til en tro som udspringer af den samme historie, med den samme gud! Se nu på historien – det er en meget interessant historie, som sikkert vil være spændende læsning, hvis den blev skrevet som almindelig litteratur og ikke som en vejledning eller et budskab om, hvordan vi skal leve. Men det er en historie – nogle mennesker vælger at tro på historien, i forskellige udgaver, og det er dét der gør historien til religion. Det er ikke historien, der gør mennesker religiøse, men mennesker, der via sin tro, gør historien til religion. Og tro er og bliver en personlig sag! Så fred være med det. Fred være med troen. Således kan vi koncentrere os om verdens egentlige problemstillinger. Hvordan kan vi leve med hinanden, leve sammen, i et multikulturelt samfund? Uden at træde hinanden på tæerne… Det er mit ønske. Har andre det samme ønske?

torsdag den 11. juni 2009

Efter regnen

Solsorten kvidrer stædigt videre, skønt grenen den sidder på er dynget med vand efter skybruddet. Dens fjerdragt er sikkert både kold og fugtig og dog synes den glad, ja nærmest overstadig! Vinden er aftaget en smule og pytterne svinder langsomt ned til grundvandet. På græsset er legetøjet blevet forladt i hast og ligger spøgelsesagtigt og længes efter barnehænder til at fortsætte eventyret. Men nu sover børnene og mørket er langsom ved at tage over.

Den sorte kat ligger rullet sammen på mit skød og smasker veltilfreds, mens hans bror miaver udenfor vinduet for at komme ind og få tørret poterne. Missen må vente lidt endnu, for nu har roen sinket sig i hjemmet…

Jeg hører hosten fra et af værelserne, de har alle fået en snue med i den lumske forsommer. Værst er det igen for lillemanden. Storesøster er også hårdt ramt og jeg venter at kunne finde en høj temperatur hos dem begge i morgen. Mellemstemanden klarer det bedre, men han troede nærmest at han forulykkede, hvis regndråberne ramte hans gummistøvler og regnjakke.

Når jeg sidder her i stilheden, med en enkel lampe tændt, finder jeg inspiration til at skrive…

Tænker på min veninde. Hun fortalte mig for nyligt at hun venter sit andet barn. Og i dag fik jeg en kort besked fra hende. Hun har mistet sin elskede far og sin onkel. De blev fundet druknet. Jeg er nærmest i chok, verden er uretfærdig!

Størstedelen af mine nærmeste venner har mistet en forælder… Desværre er det jo sådan livet går, altid mod en ende og nogle gange kommer den bare alt for tidligt.

Dedikeret til: Mitte, Anne-Kristin, Anja, Maria, min søster og mig selv… Efter regnen kvidrer solsorten igen!