tirsdag den 2. august 2011

Religion + politik = samfundet?

Er det ikke på tide, at vi én gang for alle får skilt samfund og kirke? Ja, kirken – religionen i de forskellige lande - har nok været med til at danne den kulturelle grundholdning, men i en tid hvor verden for hver dag bliver mindre og mindre, får vi mere og mere kendskab til andre kulturer, som også har grund i en religion. Ofte en religion vi ikke kender så meget til. Den teknologiske videnskab gør, at vi kommer nærmere hinanden i verden, vi har lettere ved at komme fra A til B, både fysisk og via internettet. Manges øjne bliver åbne for andre etniske mennesker og samfund og her kan vi lære af hinanden og om hinanden og gøre dette til brugbar viden i forhold til vores menneske- og samfundssyn. Men det kræver at vi hver især tager skyklapperne af og ikke kun tænker på vores egen levemåde som den eneste rigtige.

Religion er noget man kan vælge at tro på. Det er et personligt anliggende, som ikke bør føres ind i grundloven. Hvorfor skal et lands biologiske forfædre og efterkommere, være ene om at bestemme reglerne i en verden med åbne grænser? Det gamle ordsprog ”skik følge eller land fly” hører ingen steder hjemme i en multikulturel verden.

Når et politisk parti udmelder deres hjertesager, gør de det ud fra deres menneskesyn og deres idé om, hvordan et samfund skal fungere. Disse tanker kommer fra deres opvækst og opdragelse, eller måske mangel på samme. De er opvokset med forskellige værdier, som kunne udspringe fra en religion. En fortolkning af en religion, som ikke nødvendigvis stemmer overens med andre religioner. Men ingen bør lade sig føre af en religion. Jeg taler her om religioner generelt. Og igen vil jeg påpege, at religion er et personligt anliggende, som man kan vælge at tro på. Man kan vælge at tro på en del af religionen eller tage hele pakken. Men man kan også vælge at tage det bedste livssyn, som alle religioner egentlig har i en eller anden formulering… Elsk din næste! Eller i hvert fald bare: Tag hensyn til dine medmennesker, vis hensyn, empati og sympati. For vi har alle ret til at være her, uanset af hvilken grund vi er her.

Jeg taler til folket over hele linjen. Jeg taler til de troende, som lader sig forføre af et religiøst budskab, som egentlig bare skal være hos dem selv. Jeg taler også til de antitroende, som nægter at sætte sig ind i andres synspunkter. Jeg taler til dem, som ikke anerkender vores verden, som den ser ud i dag. Med åbne grænser, om end måske bare i cyberspace. En multikulturel verden, som giver os muligheder for at lære nyt, om os selv og om andre. Det er ikke farligt at involvere sig i andre mennesker og deres kultur. Men det kan i allerhøjeste grad være nyttigt at åbne øjnene for det selv samme.

Engang var der en mand fra mellemøsten, der ville vende hele Europas tro. De skulle nu være kristne. Før havde man troet på de græske guder, den romerske religion, nordisk mytologi osv. Og hele Europa blev kristnede. Det nye ord – som vel næppe kan kaldes et anerkendt ord – islamisering, er opfundet af de omvendte kristne. Pas på! Nu kommer muslimerne og vil omvende os igen!!! Til en tro som udspringer af den samme historie, med den samme gud! Se nu på historien – det er en meget interessant historie, som sikkert vil være spændende læsning, hvis den blev skrevet som almindelig litteratur og ikke som en vejledning eller et budskab om, hvordan vi skal leve. Men det er en historie – nogle mennesker vælger at tro på historien, i forskellige udgaver, og det er dét der gør historien til religion. Det er ikke historien, der gør mennesker religiøse, men mennesker, der via sin tro, gør historien til religion. Og tro er og bliver en personlig sag! Så fred være med det. Fred være med troen. Således kan vi koncentrere os om verdens egentlige problemstillinger. Hvordan kan vi leve med hinanden, leve sammen, i et multikulturelt samfund? Uden at træde hinanden på tæerne… Det er mit ønske. Har andre det samme ønske?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar